Der kommer den kørende...


Billeder af Mette Munk

Stor er den - 13 meter lang. Smukt dekoreret hele vejen rundt med dejlige billeder udført af billedkunstneren Mette-Kirstine Bak. Trappen med de små trin sættes til. Dørene åbner sig.

De små publikummer og deres voksne træder ind i teatersalen: Fine stolerækker med ryglæn i vinrødt stof, bygget op i terrasser, så alle kan se godt. Rundt langs siderne og bagest er der polstrede sæder til de voksne, så oplevelsen bliver tryg og god, når det nu måske er første gang. Små projektører belyser det fine fortæppe, musikken spiller fra skjulte højttalere. Loftet er dekoreret som blå himmel med lysende stjerner der slukkes når fortæppet åbner sig. Nu kan teatret begynde…

Teater 83 vil gerne kunne tilbyde de mindste en teateroplevelse udover det sædvanlige. Kunstnerisk og repertoiremæssigt tager vi naturligvis altid aldersgruppen alvorligt. Vi vil også tage den fysiske dimension med. Vi vil gerne tage hensyn til de små menneskers virkelighed:

Teater 83 vil invitere de små ind i et teater, der er bygget til dem.

Et rullende teater – der kører ud hvor børnene er. Et teater der kan spille overalt. En parkeringsplads og et kraftstik indenfor 100 meter – og forestillingen kan gå i gang…

 
 
Copyright © Teater 83 • Knudstrupvej 20 • 8870 Langå • tlf. 24 25 82 83